22-10-2017

Bidt af en gal historie

Flagermusen Tommy

I dag måtte jeg afsted mod huset med de tomme ruder. For telefonen er slukket og stuen er kun en stue, for farmoren i den smaragdgrønne, velourbetrukkede og yderst frynsede lænestol er der ikke længere, men er fløjet tilvejrs for at drikke kijafa og gammeldansk med min farfar. Dejligt for dem og de har da også i den grad fortjent det efter et langt arbejdsomt liv. Men tilbage står vi så, deres efterkommere og deres hus skal tømmes og hver især må vi igennem det, at tømme et hjem der betyder meget og noget på flere forskellige måder. Turen var kommet til mig i dag.

Og når man så har valgt, at vandre ned ad gaden med skiltet: barndommens minder,  ja så skal der være tid til både tårer og smil og måske lige pludselig, i hvertfald for mig,  finde den røde tråd i ens liv fra fortiden og frem til lige nu og her.  For med mine fingrespidsers gliden henover møbler, vaser, billeder, figurer og med deres bladren i julekort, postkort, breve fra USA sendt af mig selv, hvor de fleste starter med: Kære farmor og farfar. Jeg savner jer, efterfulgt af blyantstegnede hjerter i hobetal, fandt jeg tilsidst noget ganske særligt. Derinde i det mørke skab, bagerst lå et slidt rødternet kladdehæfte. Og hvorfor jeg vælger at kigge i et kladdehæfte med en hurtig blyantsskrevet titel: TIL BRUGS - BONER, farfars skrift, tja ... ? Aner simpelhen ikke, hvorfor mine fingre lukkede sig om hæftet og trak det helt ud i lyset.

De første par af tidens gulnede sider var ganske rigtig fyldt med kuglepensskrevne notater om priser på diverse madvarer fra DagligBrugsen, men så pludselig som jeg bladre er der tuschtegninger tegnet af et barn, blå kuglepens skitser tegnet af min farfar og så ... midt i hæftet stod tiden stille for mig et øjeblik. For i et hæfte oprindelig tiltænkt en form for madbuget, ja lige der midt i var Kat L. Lassens ( min) første historie. Ha ha, min dejlige farfar har åbenbart valgt at sidde og skrible en historie ned på hele 4 kapitler, som jeg mundtlig har fortalt ham i en så lille alder, at jeg ihvertfald overhoved ikke kan huske det.

Den røde tråd omkring det at forfatte ting er åbenbart længere tilbage end jeg troede og jeg glædes. Dette lille medtagede kladdehæfte er min arv i dag og hvilken arv. Det betyder mere end ti tønder guld og det eneste, jeg ville ønske var, at min farfar som har været død længe, kunne kigge lidt med fra himlen for oven. For han har muligvis allerede dengang spottet at hans barnebarn, var bidt af en gal historie.

Tak for gaven farfar ❤