04-08-2017

Min sorg er en stille herre

"Hvem er det, som tramper på min bro?!" råbte trolden fra under sin bro.
"Åh, det er bare mig den mindste bukkebruse ... " bævrede den mindste bukkebruse ...
"Farmor ... " " Ja min skat?" "Vil du ae mig på kinden, som du plejer til jeg sover?"
"Selvfølgelig min skat ..." hvisker vinden igennem stuen. Uret på væggen trænger til at blive trukket op, sagte og langsomt et tik og et tak.
"Skal jeg ae dig på kinden til du sover, Farmor?"
"Jeg kommer og æder dig!" råbte trolden. "Åh nej åh nej!" peb den mindste bukkebruse ... Min pegefinger glider stille hen over den blege og indsunkne kind, mens jeg fortæller, nu jeg selv er blevet ældre. Uret laver et sidste tungt tak for nu og så et tik, tiden går i stå.

Min sorg er en stille herre og langsomt med varsomme skridt
træder han ind i mit sind. Og som årene i dette mit lykkens minde falder tårene for min barndoms gudinde. Hun er ikke længere derinde, og jeg ved at hun om lidt forsvinder, men aldrig fra mine minder.
Min sorg er en stille herre ...

Tak for alt Farmor, af hele mit barndomslykkelige hjerte, tak ❤

Kat L. Lassen